Velkommen til artikel nr 2 ud af 2, i serien om hvordan du kan optimere din hjemmesides placering på Google.
Hvis ikke du har læst første del af artikelserien, kan du læse den her: Søgeoptimering af hjemmeside – del 1
Som lovet i sidste artikel, skal vi i denne artikel kigge nærmere på vigtigheden af gode links til dit website.
Link juice.
I SEO (search engine optimization) verdenen bruges hyppigt et udtryk kaldet “link juice”. Link juice kan let forklares med, at alle websites indekseret af Google har en “værdi” (PageRank – PR). Jo højere en PR et website har hos Google, jo mere “juice” får man ud af det, hvis de vælger at linke til ens eget website. Især hvis ens eget website har en lavere PR end hvor linket kommer fra – siger nogle! Som med alt andet indenfor optimering til Google, giver Google sjældent facit fra sig – ment på den måde, at stort set alt hvad der skrives om optimering er teorier, dog oftest skrevet ud fra erfarne resultater.
Link building.
Link building som udtryk, dækker over det at skaffe gode links til din hjemmeside.
Det kan være svært at finde link-villige websites med en høj PR, så jeg foreslår man starter ud med at skaffe links hvor man kan, da det heller ikke er altafgørende at få links fra højere PR’ede sider. Hvis din virksomhed er med i en organisation, f.eks. Dansk Byggeri, er med i et netværk af en slags eller hvis du blot har nogle kolleger med websites, ville jeg forsøge at skaffe links fra disse i første omgang. Du kan jo passende kvittere med et link tilbage til dem der vælger at linke til dig, da Google også vægter såkaldte “udgående” links.
Forum signatur
Hvis du, enten privat eller i firmaregi, er en hyppig forumbruger, på f.eks. Amino.dk eller andre steder på nettet, kan du med fordel oprette en signatur til din bruger(e), med link i til din hjemmeside. Det er ikke altid det gør en forskel, da visse fora “blokerer” for links i indlæg, så de ikke ufrivilligt giver link juice ud. Dog kan det betyde at andre brugere på foraet trykker sig ind på din side og så får du forøget din hjemmesides besøgstal, og dermed forøget kendskabet til din virksomhed.
Blog
Hvis din virksomhed er klar til det, kan du med stor fordel tilkoble en blog til jeres onlineprofil. Hvad du vælger at skrive på bloggen er naturligvis ikke helt ligegyldigt. Hvis din virksomhed er en blomsterbutik, så brug bloggen til at lave indlæg om flotte buketter du har lavet, arrangmenter du har deltaget i, etc. I hvert indlæg kan du passende få sneget et link ind over til din hjemmeside, f.eks. til menupunktet “Buketter”, hvis indlægget handler om en flot buket.
Der findes et hav af blogplatforme, men de to jeg har erfaring med har vist sig at være effektive: WordPress og Blogger.
Vi kan i Orango hjælpe dig med design og opsætning af WordPress og Blogger blogging platformene, så kontakt os endeligt hvis du vil vide mere (se øverst i højre kolonne her på siden for kontaktinformation).
Sociale medier
Så kom det – Facebook og Twitter. De fleste kender Facebook og hvis du er på Facebook, så har du sikkert “Synes godt om” mere end én ting derinde. Det være sig virksomhedssider, TV-serier, etc.
Det er utroligt nemt at oprette en Facebook side til din virksomhed, og det er en god måde at få spredt kendskabet til virksomheden, samt at få spredt dit virksomhedsnavn på nettet.
Hvis du har en virksomhed der henvender sig direkte til forbrugere, kan du ligeledes benytte Facebook til at kommunikere med dine kunder, og holde dem opdateret om nye tiltag osv. En dejlig sidegevinst.
En lynhurtig måde at få skabt et grundlag for opmærksomhed omkring ens virksomhed på Facebook på er, at integrere en “Synes godt om” knap på sin hjemmeside. Det kræver ikke at du opretter noget som på Facebook, knappen skal blot integreres på hjemmesiden.
Se eksempler på “Synes godt om” knapper her:
www.copenhagenbeachparty.dk
www.warmdalblomster.dk
Når en besøgende så trykker på knappen, deler de automatisk det pågældende link på deres væg på Facebook, og dermed har du netop fået forøget din eksponering * X antal af vedkommendes venner der læser opslaget.
Twitter er en micro-blogging platform, og gør det muligt for virksomheder og private at oprette sig som brugere, og sprede deres budskab – med max 140 tegn af gangen. Twitter “blokerer” alle udgående links, så ligesom med de fleste forasignaturer, er det blot en god måde at få spredt sit navn på.
Twitterfeed
I Orango bruger vi ikke de sociale medier så meget som vi gerne ville, da vi har travlt med at servicere nye og eksisterende kunder. Dog bruger vi Twitter i forbindelse med vores website; Nemlig via. Twitterfeed.com. Twitterfeed gør det muligt at integere sin hjemmesides nyhedsmodul med sin Twitterkonto, hvilket betyder, at hver gang du skriver en nyhed på din hjemmeside, så fanger Twitterfeed den automatisk og sender et tweet ud på Twitter med et link til nyheden. Se dét er jo smart! Det kræver selvfølgelig at man 1. Har nyhedsmodul i sit CMS og 2. Skriver nyheder en gang i mellem.
Afrunding
Det var anden og sidste del af min mini-artikel-serie om grundlæggende SEO af din hjemmeside. Jeg vil i den nære fremtid skrive flere supportartikler omkring bl.a. OrangoCMS, Google Apps og PrestaShop her på bloggen, men hvis du har et ønske om en artikel omkring et bestemt emne, eller hvis du har kommentarer eller andre forespørgsler, er du mere end velkommen til at kontakte mig på kfp@orango.nu.